Journaling rummer både dagbogsskrivning, skriveøvelser, indsamling af gode minder og kreative aktiviteter som collage, tegning og udklip mm. At skabe en visuel dagbog kræver ingen forudsætninger og kan laves af alle. I journaling er der fokus på flow og fordybelse. Flow-tilstanden skaber et effektivt værn mod stress, angst og depression, og fordybelsen i at arbejde med papir danner en analog modvægt til (måske) mange timers mobilforbrug.
Den teoretiske baggrund for at arbejde med kreativ dagbogsskrivning findes i Barbara Fredricksons forskning i positive emotioners betydning for opbygningen af menneskers personlige ressourcer samt i Pennebakers ekspressive skriveøvelser, hvor man involverer følelser, hvilket medfører en lang række fordele for helbred og humør. Puk laver journalingforløb af 4-8 ugers varighed, og de har indtil nu hjulpet psykisk sårbare, kronisk syge, mennesker med senfølger efter kræft og unge med stress og angst.